"Jeg er bange nu..."

Indimellem vil jeg skrive om andet end mode, her. Ikke så ofte, men der kommer et indlæg eller to, om noget andet, en gang imellem. For der er jo andet end mode, i livet. I virkeligheden. Heldigvis.
Og det her vil jeg lige dele med jer… Avisen Metroxpres har i dag bragt nogle af de beskeder, der fløj gennem verden, d. 11. september. 2001. De så bla. Sådan ud:

”Skat, vær sød at ringe, så snart du kan. Jeg er bange nu…”
”Hvis jeg ikke har hørt fra dig i eftermiddag, henter jeg Laura fra skole, og fortæller hende, at hendes far er død”
”Please ring. Please ring så jeg ved, at du er i sikkerhed, og forlad downtown så hurtigt, du kan!”

Og så den værste… Den der udløste en dyb smerte indeni mig.

”Far, ring til mig derhjemme med det samme. Andy”

Det var dråben. Bogstaveligt talt. Så dér sad jeg, på Hellerup st. med øjnene fulde af tårer. Det rørte mig. Inderligt. Tænk at være Andy. Tænk alle de følelser og tanker, der må være fløjet gennem drengen. Tænk at far og søn begge troede, at de skulle grine og snakke sammen mange år endnu (Nu græder jeg igen…)
Næsten 3000 mennesker døde. 3000 uskyldige mennesker døde. Jeg kunne ligeså godt have kendt én af dem. Du kunne ligeså godt have kendt én af dem.

Jeg kan huske, at jeg d. 11, så et amerikansk celeb-bryllup i fjernsynet, med dele af min egen familie, og smilene var store på dem der skulle giftes, og stemningen var god i vores stue. Så ringede telefonen. Jeg tog den. Og var kun 8 år. Det var min farmor. Hun fortalte, at der var sket noget forfærdeligt, og forklarede at nogle fly var fløjet ind i to store tårne. Jeg forstod det ikke rigtigt. Men jeg kan tydeligt huske den meget mærkelige, triste og nærmest tomme følelse der ramte min krop. Følelsen af, ikke at kunne forstå, at det kunne være sket. Og den følelse, har ramt mig for et øjeblik igen.