Når mode fører til had

Jeg har stort set altid interesseret mig for mode – ja, tøj generelt.
Da jeg var 4 år og yndig, ville jeg kun gå med kjole. Da jeg var seks år og temmelig umulig, ville jeg under ingen omstændigheder gå med blå. Da jeg var 9 år, ville jeg ikke røre et par jeans med en knivtang, og de seneste år, er jeg blevet vild med både blå og jeans og elsker stadig kjoler.
Jeg føler mig mere sikker i min stil nu, end jeg har gjort før, og jeg har et motto (jeg faktisk har hentet fra Paris… Paris Hilton…) ”Du må gøre alt indenfor mode – undtagen at klæde dig kedeligt”
Og det er jeg enig i. Med det mener jeg ikke, at jeg vil rende rundt i en gul, storblomstret kjole, grøn-stribede strømpebukser, lilla sko og orange armbånd, jeg mener bare, at jeg ikke synes, at man altid skal drible rundt i den samme 2 numre for store-hættetrøje, de samme forvaskede jeans og de samme udtrådte sko – det er der jo ingen, der føler sig lækker af!

Derfor har jeg heller ikke noget imod at gå i skole i stiletter, måske en pels, eller et tykt pandebånd svunget om hovedet.
Det er der godt nogle der kan få ondt i røven over. Og det har jeg satme oplevet!
Det handler selvfølgelig også om ens attitude, men jeg har godt nok fået nogle psykiske tæv, og nedstirrende blikke, fordi jeg ifølge nogle ”er for meget” til hverdag.

Måske, er jeg det, fordi vi er i Danmark? På en tilfældig gade i New York, ville jeg falde ind i mængden, og nærmest blive usynlig, jo.
Måske handler det i virkeligheden om jalousi fra deres side af? Måske handler det bare om at man udstråler overfladiskhed og at man er snobbet og uintelligent, når man smider et par ankle boots på til hverdag?

Sådan burde det jo ikke være – synes i vel?