Posedamen slår til... Igen!

BOINK…… * Rulle rulle * KATRISSSJ… * Rulle * ’Neeeeeej’ ’For fanden… Ahhrrr’

Det lyder som en action-film, ikke? Det er det ikke (i hvert fald ikke så vidt jeg ved) Det er såmænd bare mig der kommer gående, med en helvedes masse poser, med ekstremt meget fyld, på Lyngbyvej med en telefon og en veninde, der lige har fået tilbudt drømmepraktikpladsen, ved øret (Altså. Hverken veninden eller praktikpladsen var ved øret… Det var bare mobilen…)

Jeg skulle hente nogle poser med mine køb, jeg havde stående hos en veninde, og sjovt nok huskede jeg at det kun var to poser. Det var det ikke. Der var fem!? (HVOR kommer de andre tre poser fra?!) og netop der midt på Lyngbyvej (der altså er en motorvej, hvis du ikke viste det… Jeg vidste det ikke… Før nu…) lige ved lyskrydset, vælger en af mine poser at tabe bunden. Og den pose, der har mest indhold. Så ud ryger et par ankle boots, en hvid trøje og en blonde bluse. Jeg måtte sætte de fire andre venner fra mig, bukke røven i vejret og samle mit lort op. Ja, folk gloede. Ja, jeg kunne forveksles med en hjemløs. Ja, det var pinligt. Nej, det blev ikke mindre pinligt af, at en bekendt kom over og spurgte om han skulle give en hånd, og grinte. Nej, jeg tager aldrig mere ud til Lyngbyvej… I hvert fald ikke med favnen fuld af poser.
Det hele skete endnu en gang, da jeg var nået til Downtown (Der havde jeg jo heldigvis lidt øvelse!)

Men hvad gør det, når jeg fik de her basser med mig hjem?